Hvis ikke du er den helt store bogorm, så vil jeg anbefale,
at du springer dette indlæg over ;-) Nu hvor overskriften for mig lyder på
sabbatår, får jeg jo delvist brugt fritiden på interesser, og bøger er bestemt
én af dem. Af den grund synes jeg godt, det måtte være en lille del af bloggen
af og til.
Det er lidt tid siden, jeg vendte sidste side i Trækopfuglens krønike, og jeg har været meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det her indlæg an. Noget i mig skriger efter at gennemanalysere og -fortolke denne gådefulde og foruroligende roman. Men jeg tror først og fremmest, at i vil gå død i det, og det ville måske være knap så sjovt at læse den bagefter. Så jeg har forsøgt at finde en mellemting:
Trækopfuglens krønike kredser om hovedpersonen Toru Okada – en småfilosofisk antihelt, der elsker god mad, afskyr autoriteter, og foragter den gængse higen efter social status og accept. Toru Okada modtager indledningsvist et opkald fra en ukendt kvindestemme, der tilsyneladende synes at vide alt om ham – et opkald der binder knuder på hans liv, og slår revner i hans ellers normale hverdag.
Efter flere dages søgen efter katten forsvinder Okadas kone Kumiko. Hans søgen efter hende åbner op for eksistensen af en mørk og gådefuld parallel verden, og som bagsiden af bogen så fint skriver, må Okada på orfeusk vis forsøge at redde sin elskede tilbage fra denne. Hertil får han hjælp af den nysgerrige og dødsfikseret teenagepige Maj Kasahara, to smukke profetiske søstre Malta- og Kreta Kano, en gammel soldat og hans beretninger om krigen i Manchuriet 1939 og af mor og søn, Muskat og Kanel, der til dagligt healer kvinder fra deres ødelæggende hovedpiner. Undervejs i hans søgen kravler Okada af og til ned i en tørlagt brønd, hvori det er muligt at skubbe væggene mellem det virkelige og det uvirkelige. Brønden udgør en central figur i bogen, og på metaforisk vis afspejler den både: mennesket som individ isoleret og afgrænset fra den omkringliggende verden, men på grund af dens mærkværdige egenskaber også de forbundne bånd mellem os. Romanen fokuserer samtidigt på modsætningsforholdet skæbne og tilfældighed – hvorvidt livet er forudbestemt af stærkere kræfter, eller fremskrider som en ophobning af tilfældigheder og dermed formbart for den enkelte. I denne forbindelse indtræder trækopfuglen som en figur, der ”hver morgen trækker verdenen op”. Det mekaniske skrig er dog kun for nogle ganske bestemte mennesker, og ”skriget fører frem mod en uafvendelig undergang, hvor det enkelte menneskes vilje er uden betydning”. Han sammenligner mennesker med mekaniske dukker, der ved hjælp af en nøgle i ryggen, bevæger sig i forudbestemte retninger: ”Næsten alle som kunne høre trækopfuglens skrig gik til grunde. De fleste af dem døde ved at gå ud over kanten af bordet”. … Skæbnen er flere steder at observere, mens Okada på sin vis forsøger at bryde med det forudbestemte.
At resumere denne bogs handlingsforløb er ikke ligefrem en simpel opgave, hvilket til tider kan være truende men også fantastisk. Den lange krønike er et virvar af fortællinger og historier, der på mystisk vis væver sig ind og ud af hinanden, og du er som læser aldrig helt sikker på hvilken verden, du befinder dig i. Dernæst er kausalitet ikke ligefrem et ord, jeg vil lægge på bogen. Trækopfuglens krønike er proppet med irrelevante små fortællinger og fuld af løse ender på en sådan vis, at du til stadighed mærker rytmen. Sproget er humoristisk, tvetydigt og metaforisk, og du keder dig aldrig. Det er en gribende bog, du har svært ved at lægge fra dig … også efter den er læst.
Det er lidt tid siden, jeg vendte sidste side i Trækopfuglens krønike, og jeg har været meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det her indlæg an. Noget i mig skriger efter at gennemanalysere og -fortolke denne gådefulde og foruroligende roman. Men jeg tror først og fremmest, at i vil gå død i det, og det ville måske være knap så sjovt at læse den bagefter. Så jeg har forsøgt at finde en mellemting:
Trækopfuglens krønike kredser om hovedpersonen Toru Okada – en småfilosofisk antihelt, der elsker god mad, afskyr autoriteter, og foragter den gængse higen efter social status og accept. Toru Okada modtager indledningsvist et opkald fra en ukendt kvindestemme, der tilsyneladende synes at vide alt om ham – et opkald der binder knuder på hans liv, og slår revner i hans ellers normale hverdag.
Efter flere dages søgen efter katten forsvinder Okadas kone Kumiko. Hans søgen efter hende åbner op for eksistensen af en mørk og gådefuld parallel verden, og som bagsiden af bogen så fint skriver, må Okada på orfeusk vis forsøge at redde sin elskede tilbage fra denne. Hertil får han hjælp af den nysgerrige og dødsfikseret teenagepige Maj Kasahara, to smukke profetiske søstre Malta- og Kreta Kano, en gammel soldat og hans beretninger om krigen i Manchuriet 1939 og af mor og søn, Muskat og Kanel, der til dagligt healer kvinder fra deres ødelæggende hovedpiner. Undervejs i hans søgen kravler Okada af og til ned i en tørlagt brønd, hvori det er muligt at skubbe væggene mellem det virkelige og det uvirkelige. Brønden udgør en central figur i bogen, og på metaforisk vis afspejler den både: mennesket som individ isoleret og afgrænset fra den omkringliggende verden, men på grund af dens mærkværdige egenskaber også de forbundne bånd mellem os. Romanen fokuserer samtidigt på modsætningsforholdet skæbne og tilfældighed – hvorvidt livet er forudbestemt af stærkere kræfter, eller fremskrider som en ophobning af tilfældigheder og dermed formbart for den enkelte. I denne forbindelse indtræder trækopfuglen som en figur, der ”hver morgen trækker verdenen op”. Det mekaniske skrig er dog kun for nogle ganske bestemte mennesker, og ”skriget fører frem mod en uafvendelig undergang, hvor det enkelte menneskes vilje er uden betydning”. Han sammenligner mennesker med mekaniske dukker, der ved hjælp af en nøgle i ryggen, bevæger sig i forudbestemte retninger: ”Næsten alle som kunne høre trækopfuglens skrig gik til grunde. De fleste af dem døde ved at gå ud over kanten af bordet”. … Skæbnen er flere steder at observere, mens Okada på sin vis forsøger at bryde med det forudbestemte.
At resumere denne bogs handlingsforløb er ikke ligefrem en simpel opgave, hvilket til tider kan være truende men også fantastisk. Den lange krønike er et virvar af fortællinger og historier, der på mystisk vis væver sig ind og ud af hinanden, og du er som læser aldrig helt sikker på hvilken verden, du befinder dig i. Dernæst er kausalitet ikke ligefrem et ord, jeg vil lægge på bogen. Trækopfuglens krønike er proppet med irrelevante små fortællinger og fuld af løse ender på en sådan vis, at du til stadighed mærker rytmen. Sproget er humoristisk, tvetydigt og metaforisk, og du keder dig aldrig. Det er en gribende bog, du har svært ved at lægge fra dig … også efter den er læst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar